Christian Werner

Hr. Werner, hvad er det særlige ved for en gangs skyld ikke at bekymre sig om stuen, men om badeværelset?

For blot få år siden tilbragte man så lidt tid som muligt i badeværelset. Mange betragtede kropspleje som en nødvendig opgave, som man fik overstået så hurtigt og så diskret som muligt.
I dag har vi ikke længere et så hæmmet forhold til det. Kropspleje er kommet i fokus som en fornøjelse, og det samme gælder badeværelset som rummet til det. Det er blevet et rum for sanserne og afslapning, hvor vi gerne tilbringer tid. Derfor stiger kravene til dette rum også. Så er det på tide at tænke møblerne helt ind i badeværelset.

Har arbejdet med badeværelset ændret din opfattelse af design?

Det har ændret mig i den forstand, at det har styrket min opfattelse af design. Det skyldes, at jeg ikke ser mig selv som en kunstner. Kunst er formålsløs, mens design tjener et formål – og for øvrigt er skønhed også et formål.
Som designer er man en integreret del af en hel produktionskæde; derfor skal man også tage højde for ting som materialers begrænsninger eller fremstillingsteknikker. Det positive ved at arbejde for industrien er jo, at man ikke befinder sig i et vakuum. Metodisk set får man fra industrien en slags vindtunnel, som man som designer kan sætte sig ind i. Det oplever jeg som positivt og spændende i mit arbejde.

Og alligevel holder De fast i det kunstneriske: tegner De stadig alt i hånden?

Det er rigtigt. Jeg elsker simpelthen at holde pennen i hånden og finpudse teksten, indtil det på et tidspunkt begynder at krible i maven. Der ved jeg, at det hele pludselig falder på plads – noget nyt opstår. Det er en energisk proces og ikke en rationel planlægningsproces.
Jeg er stolt af, at det gang på gang lykkes mig at finde en krævende designstil, der falder så godt i smag, at mange mennesker siger: »Ja, det kan jeg godt identificere mig med«.
Som designere står vi ikke på scenen, vi fylder ikke koncertsale, men vores bifald er antallet af eksemplarer. Det kalder jeg nogle gange også for »massens kick«. Den industrielle reproduktion er en integreret del af vores design.

Gælder denne generelle gyldighed også på verdensplan?

Efter min mening findes der i dag, takket være de globalt forbundne medier, ganske vist noget, der ligner en global »konsensus« om, hvad der er smukt. Alligevel sætter vi pris på det, selvom der stadig er et lokalt »præg« over det. Men den tidsmæssige dimension forekommer mig mere interessant end den globale.
Vores opgave som designere er at finde innovationer, der fortolker vores tid. At give mennesker mulighed for at udtrykke deres tid er efter min mening en væsentlig del af vores arbejdes tiltrækningskraft. Det indebærer også, at man som designer ikke bør være bange for at være kommerciel.

Hvordan kan man forene »forbrugerisme« med »design«?

Der er jo også mange mennesker, der er bange for for meget design. I sidste ende ønsker de alligevel et strejf af normalitet, og det til en rimelig pris. Det betyder, at man som designer også skal kunne skrue lidt ned for ambitionerne. Vi har brug for produkter, der ikke konstant råber 'hej her', så disse mennesker kan identificere sig med dem. Men på et tidspunkt bliver tingene også for enkle, og på et tidspunkt kan man ikke fjerne mere uden at falde tilbage i et kedeligt ingeniørarbejde.
Som designer bevæger man sig så i et spændingsfelt mellem banalitet og finesse. Kunsten består altså i at forenkle formerne, men samtidig forstærke deres finesse og få dem til at ramme plet, så de – ligesom Ketho eller L-Cube – charmerer med deres fint afbalancerede proportioner og diskrete skønhed – og passer perfekt ind i rummets samlede harmoni.

Hvor længe kan man overhovedet identificere sig med et produkt?

Da badeværelset har en gennemsnitlig levetid på 15 til 20 år, er holdbarheden af den formelle udtalelse her endnu vigtigere end i de øvrige rum.
Det er forholdsvis nemt at udskifte en sofa eller et opbevaringsmøbel. Men når man er blevet træt af indretningen i badeværelset, er det ikke så nemt at få ordnet. Det kræver langt større indsats.